I damplokomotiv til Silverton

Det var hurtigt ud af fjerene i morges, vi skulle med toget kl. 8.45, men skulle være der en halv time før.

Vi fik parkeret ”huset” ved siden af stationen, hvorfra vi skulle på den tur som vi havde store forventninger til. Vi havde købt billetter til 1. klasse, hvor man skulle sidde ved fine borde, i bagerste ”private car”. Der måtte ikke være børn med i vognen. Foruden at sidde, kunne man gå ud på den bagerste lille ”balkon” og kigge bagud.

Vi havde garderet os med lange bukser, der kunne være temmelig koldt oppe i Silverton – faktisk kan det sne. Så vi havde også taget jakke med. Vi skulle stige 3000 fod undervejs og skulle ende i 9305 fod ( 2836 m. ). Vi fik fortalt at vi skulle huske at drikke rigeligt under opstigningen, for at undgå at blive bimse i hovedet.

Billedet er taget i et sving fra den bagerste vogn hvor vi sad

Toget startede med nogle ordentlige trut og dampen steg til vejrs. Toget tudede sig ud af byen, hold op det var hyggeligt. Vognen var fyldt op. Flotte gamle togvogne, nogle helt lukkede, nogle helt åbne og så nogen som den vi kørte i, hvor man kunne gå uden for. Togbanen har eksisteret i 132 år.

Vi skulle op i San Juan bjergene og skulle det meste af vejen følge den brusende San Juan flod.

Det er umuligt at beskrive naturen her i området, jeg kan kun sige at det er totalt betagende. Og jeg håber jeg kan få billeder på, når jeg går op for at loade bloggen. Jeg havde taget 600 billeder…..der skal lige finjusteres lidt når vi kommer hjem. Men jeg ville ikke misse noget som helst.

Undervejs stoppede toget op et par gange. Der skulle bl.a. tjekkes grundigt, om vi undervejs fik startet brande.
Det gjorde vi så 2 gange undervejs. Det er åbenbart meget almindeligt, når det er et damplokomotiv og der kommer gnister. Andre stop var for at tømme vand af – så trykkede de vandet ud i store skyer, når vi holdte over en bro. Fantastisk syn.

Flere gange fløj der en helikopter hen over toget, men sådan en stor sæk hængende under, klar til at smide vand hvis det brændte.

Undervejs fortalte vores værtinde om området, serverede drikkevarer og lidt sødt. Alt var incl.

Der blev hyggesnakket på kryds og tværs i vognen og alle nød udsigten.

Turen op varede 3,5 time. Herefter havde vi 2 timer i Silverton, en rigtig gammel mineby. Vi fandt en restaurant som vi var blevet anbefalet, og spiste frokost med det par, som vi sad sammen med i toget. Det var et ældre par fra Idaho. Hyggelige mennesker, som i øvrigt troede vi begge var i 30’erne – haha, dem kan vi godt lide.

Efter frokost gik vi lidt rundt i byen, man var helt tilbage til ”cowboyder” tiden. Husene og butikkerne var stadig i den stil – mange er fra den tid. Vi spiste os en frosen yoghurt og fik købt vores magnet. Vi køber en magnet hver sted vi er.

Min nye cykel

Når der er 3,5 time op, ja så er der jo ligesom også 3,5 time tilbage. Turen ned var lige så flot, men vi var lidt bimse i hovedet af højden. Vi fik ikke brug for vores jakker. Der var kun en lille smule køligere deroppe, flot høj blå himmel med masser af sol.

Tilbage i Durango kl. 18. Trætte og sultne.

Dog skulle Kim lige med det ældre par hen til deres bil. De havde en spritny – læs 8 dage gammel – rød Corvette Stingway. Nøj, den var flot. De sagde, hop da ind og sid i den ( som om det var en gammel folkevogn ) men vi satte os da pænt ind. Fed bil. Jeg hoppede hurtigt ud, nu havde jeg jo siddet der….

Bill, som han hed,  sagde til Kim at de da lige skulle starte den, så han kunne høre hvordan den lød. Se det har jeg jo ikke så meget forstand på. Men Kim hyggede sig – ingen tvivl om det.

Sultne det var vi, og eftersom det er vores bryllupsdag, synes vi, at vi godt måtte få lidt lækkert at spise. Så vi fandt en lækker restaurant og fik noget dejligt mad.

NB: Vi forstår altså ikke helt amerikanske forældre. De tager deres børn med på dyre restauranter, hvor vi normalt hjemmefra er temmelig vant til at små børn enten ikke er med, eller i det mindste opfører sig ordentligt. Det er ABSOLUT ikke tilfældet her. Det er nu anden gang vi oplever at en unge tér sig fuldstændigt tosset, river i tjenerne, smider bestikket hen over bordet, hopper op på stolene og råber og skriger. UDEN af forældrene siger en lyd – det forstår vi altså ikke!!!

Tilbage på campingpladsen, jeg skriver blog – Kim er forsvundet….. tror han snakker med nogle som også var med toget. Det er blevet bulder mørkt og jeg skal op til receptionen…..hmmmmm…..jeg må tænde lyset i min telefon og håbe bjørnene ikke er ude. ( nej, jeg kan ikke lide at de bor her ), men det er jo mig som er på besøg hos dem, og ikke omvendt. Håber de ikke bryder sig om små danskere.

I morgen går turen til Utah, nærmere betegnet Moab, hvor Nationalparken Arches skal undersøges. Vi skal ligeledes se ” Hole in the Rock”.

Det var alt for denne gang – hej så længe.